Borgerinddragelse i de Lokale Grønne Treparter
Køge Kommune er en del af projektet DELTAR. Et projekt, der udvikler nye modeller for demokratisk inddragelse i den grønne omstilling af Danmarks landskaber. Projektet skal understøtte implementeringen af Den Grønne Trepart ved at sikre, at borgere og lodsejere bliver hørt og inddraget i planlægningen af fremtidens arealanvendelse.
Hvad er DELTAR?
DELTAR står for Demokratisk Engagement i Lokale Treparter. Projektet samler kommuner, forskere og praktikere for at finde nye måder at inddrage borgere i beslutninger om arealanvendelse. Det handler om at sikre, at lokale stemmer bliver hørt – og at vi sammen skaber løsninger, der både er bæredygtige og bygger på lokal viden.
Ungeinddragelse
I Grøn Omstilling i Køge Kommune har vi valgt at sætte fokus på unge inddragelse i De Grønne Treparter. I samarbejde med Grøn Omstilling har Københavns Universitet udviklet et inddragelsesforløb for unge i alderen 16-20, hvor deltagerne igennem arrangementer og workshops skal undersøge, hvordan og hvorfor arealerne i Køge Kommune bliver brugt, som de gør.
Forløbet kommer til at foregå fra april til maj i 2026.
Kender du nogen der kunne være nysgerrige, eller er du selv interesseret i at deltage - så kontakt:
+ 45 22 97 07 03
Hvad får vi ud af projektet?
DELTAR skal munde ud i:
- En model for, hvordan man kan inddrage borgere i fysisk planlægning
- Anbefalinger til politikere og myndigheder
- Et hold unge ambassadører, der kan tage aktiv del i udformningen af Den Lokale Grønne Trepart i Køge Kommune.
- Erfaringer og forslag til fremtidige løsninger
Fakta om projektet
- Projektperiode: 1. april 2025 – 30. marts 2027
- Partnere: Køge, Roskilde og Lejre Kommuner, HOFOR, Københavns Universitet og Gate 21
- Støttet af: AgriFoodTure
- Projektleder: Gate 21