Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Klik "her" for at se vores cookiepolitik.

Nyt projekt om fremtidens fjernvarme

Køge Kommune er med i et projekt for at undersøge, om der kan etableres 5. generations fjernvarme i Køge Nord

20.01.20

5. generations fjernvarme

Du kender måske fjernvarme, men hvad er 5. generations fjernvarme? 5. generations fjernvarmesystemer sender ’varme’ på lav temperatur ud i fjernvarmenettet, som bliver udnyttet af en varmepumpe, der er installeret i bygningen, der har fjernvarme. Grundet den lave temperatur og varmepumpen kan 5. generations fjernvarmesystemer også køle bygninger. Varmepumpen kan nemlig sættes til at ’arbejde baglæns’ og afvise varme, i stedet for at modtage varme. Diagram over 5. generations fjernvarme

Fremtidens fjernvarme

Det vil blive mere og mere nødvendigt i takt med klimaforandringerne og den øget brug af isolering også at kunne køle huse. Derudover giver 5. generations fjernvarme en høj udnyttelse, da der går mindre varme tabt til jorden. Sådan et system vil også gøre det muligt at integrere vedvarende energikilder i fjernvarmen som for eksempel spildvarme med lav temperatur. 

Køge Kommune med i nyt projekt

Køge Kommune er med i projektet KOHESYS for at udarbejde et forstudie for, om der kan installeres 5. generationsfjernvarme i byudviklingsområdet Køge Nord. Projektet er støttet af EUDP og forstudiet vil resultere i en ny EUDP projektansøgning om støtte til en demonstrationsfase. I forstudiet vil der fastlæsses de tekniske krav til 5. generations fjernvarmesystemer og gennemføres simuleringer af systemet. 


Opdateret af Køge Kommune 20.01.20