
Elever fra HHX Køge Handelsskole, HTX Køge, EUC Sjælland og STX Køge Gymnasium var samlet d. 4-5. december for at dyste om de bedste idéer til bæredygtig byudvikling.
Herfra til Varigheden
Rammen om konkurrencen var 'Herfra til Varigheden' som er et ambitiøst og banebrydende projekt, der vil udvikle living labs, hvorfra der skal udspringe løsninger, der er reelt bæredygtige. Køge Kommunes grønne ambassadør Jacob Skjødt Nielsen, præsenterede de 81 elever for Herfra til Varigheden, hvorefter de havde 24 timer til at finde på de bedste bæredygtige løsninger inden for temaerne: energi, bæredygtige boliger, fælles bygninger, affald, vand, mad, mobilitet og CO2-lagring.
Er du interesseret kan du læse mere om Herfra til Varigheden ved at klikke her.
14 bæredygtige løsninger
Eleverne udgjorde i alt 14 grupper sammensat på tværs af uddannelser. Skraldespande der giver point, en håndvask med regnvand og drikkevand, et fælleshus for yngre mennesker med fællesspisning, et diskotek og træningscenter der laver energi, et 3D printet hus, en svævebane der kan transportere folk rundt i lokalområdet, mad af insekter og droner der leverer varer, var blandt elevernes gode idéer.
Isolering af tang og bioplast
Alle grupperne fremlagde deres idéer for dommerpanelet og de tre bedste blev udvalgt.
1) Tang isolering (Ålegræs) af rør med bioplast
2) Vand-vindmølle der kan forsyne hele Varigheden med energi
3) En app der kan læse stregkoder og fortælle hvordan det skal affaldssorteres
Isolering af varmerør med tang og bioplast blev vinderen og der blev lagt vægt på at materialerne kunne findes lokalt i Køge Kommune.